- af Speider.


8 nye indehavere af Grønt Bevis, Frikørsel, regionsmesterskab i Trial og strålende efterårsvejr var hvad Region Østsjælland bød på, denne søndag den 20. oktober 2002.

De gange jeg har deltaget i Regionens arrangementer, har Verner (regionslederen) altid stået og budt velkommen på det annoncerede starttidspunkt, men ikke denne gang.

Jeg troede at han var syg, men hans Land Rover stod jo på pladsen, så han kunne nok ikke være langt væk. ”Nå!”, tænkte jeg, det kan jo være at han ligger inde i vognen, men nej.

Formandinden anviste venligt hvor jeg ikke måtte køre, og meddelte så i øvrigt: ”De er nede bagved…”, hvorefter jeg straks forføjede mig til den fjerner ende af grusgraven.

Og ganske rigtigt; der gik Verner og den øvrige regionsledelse, samt nogle erfarne, håndgangne regionsmedlemmer og stillede Trial-baner op, og da de havde travlt og var ret koncentrerede om opgaven, så jeg lod dem være, og faldt i med noget frikørsel; bl.a. med nogle gæster fra de omkringliggende naboregioner.

De var troppet op, dels for at køre terrænkørsel, dels som tilskuere til det forestående Regionsmesterskab (af navnet fremgår, at Trial-konkurrencen kun var for regionens medlemmer, hvorimod de øvrige aktiviteter var for alle medlemmer af DL-RK).

I løbet af formiddagen, blev endvidere 8 nye medlemmer af DL-RK indehavere af Grønt Bevis.

Der blev gået til uddannelse og efterfølgende terrænkørsel med ildhu, og det er en fornøjelse at se, at interessen for Land Rover-bilerne fortsat tiltrækker nye entusiaster.

Kl. 1200 var det tid til Trial, og det blev på stedet besluttet, at sende én bil af sted af gangen, således at alle havde mulighed for at heppe (eller lære, ved stille iagttagelse).

Føret i Kallerup var denne dag som brun sæbe, og hvad der gik godt for den bil der satte banen (90” Defender med dæk til opgaven), blev vanskeligere og vanskeligere, efterhånden som flere og flere biler gennemkørte banerne.

Mange spændende detaljer kunne observeres (bl.a. den store Range Rover med V8-maskine, og ”fuld skrue” (speeder i bund) nærmest ”surfende” hen over ”bonevoksen”), og særligt skal bemærkes det forhold, at arrangementsledelsen gennemførte banerne efter sidste ”ordinære” deltager.

- og på det tidspunkt, var banerne pløjet op til ukendelig, splattet masse.

Ca. 35 biler mødte op denne dag, heraf deltog – så vidt jeg kunne se fra tilskuerpladserne – ca. 15 stykker i Trial-konkurrencerne.

Idet jeg måtte forlade arrangementet før dets afslutning, kender jeg ikke resultatet af Trial-konkurrencerne, men mon ikke disse vil være tilgængelige på Region Østsjællands hjemmeside eller i Oasens december-nummer.

En stor tak til arrangementsledelsen for endnu en gang at planlægge, stille op og forestå gennemførelse af aktiviteter, så medlemmerne bare kan møde op, møde ligesindede og rå-hygge om vores passion; Land Rover.


Se de gode billeder Poul tog denne herlige dag