Af: Poul Helmer Larsen


Der er indbygget en drøm i enhver Land Rover…

Dette udsagn hørte jeg første gang på Land Rover Experience i november sidste år, og sandt er det.

Week-enden den 4. og 5. maj havde Land Rover-forhandlerne Jens Winther (Roskilde), Autonorden (Amager), Eiler Petersen (Herfølge) samt Høybys Bil Center (Birkerød) lejet Hedeland ved Roskilde, med det formål at demonstrere disse produkter, hvori drømme er indbygget.

At ane drømmen, kræver selvfølgelig at man ikke betragter produkterne fra Solihull som almindelige biler (hvor alle producenter konkurrerer om at blive ens, med det resultat, at det bliver den laveste fællesnævner der afgør udfaldet).

For mit eget vedkommende, er synonymet med en Land Rover, en firkantet kasse af et karosseri, placeret på en gammeldags chassis-ramme, med et enormt potentiale (permanent 4-hjuls-træk, centerdifferentiale og dieselmotor/gearing med moment som en mindre kampvogn).

Nogle foretrækker samme model, men med V8 benzinmotor,

En kendt radioprogram-vært (Nis Boesdal) udtrykte min drøm så klart i en radioudsendelse den 3. maj således; min bil skal ikke spinde som en kat (BMW, Mercedes, Chrysler), men brumme som en bjørn (turbodiesel)..

Men andre finder deres drøm i Range Rover, Discovery eller Freelander.

- og denne week end kunne alle møde hver deres drøm, idet alle produkterne fra Solihull var repræsenteret i terrænet.

Jeg havde fornøjelsen at få mulighed for at revidere min opfattelse af begrebet Land Rover derved, at alle fremmødte kunne prøve bilerne i terrænet (ganske vist kun som passager, men det er nu lige meget, for med en erfaren terrænkører ved rattet, bliver demonstrationen næsten mere overbevisende).

Den store Range Rover overraskede mig ikke; jeg fik hvad jeg forventede, nemlig off roading i Rolls Royce-klasse.

Discovery oplevede jeg lidt som en Range Rover til halv pris, og det er jo klart, at de to modeller ikke kan holde samme standard.

Den mest overraskende oplevelse var Freelander.

Jeg havde mest forventet personbilsegenskaber, men jeg skal hilse og sige, at med en erfaren terræn-kører bag rattet i en Freelander, så klarer bilen sig flot.

Og tankevækkende er det jo også, at Freelander er den mest solgte i sin klasse (2001), på trods af, at den er væsentligt dyrere en de japanske konkurrenter.
Hele denne 4. maj 2002, var Land Rover i Hedeland i krig på mere end én måde.

Banen var usædvanligt smattet, hvilket gav nogle meget spændende bak ned ad bakke.

Også udenfor banen var Land Rover i krig. Mange motorsportsarrangementer og andre arrangementer på Østsjælland trak publikum, men da jeg denne dag forlod Hedeland, var der mange besøgende, og kø ved prøvebilerne.

Flot initiativ af arrangørerne, som selvfølgelig ikke undlod at tilbyde sig med salg og service, og da min opfattelse er den, at ethvert menneske mellem 18 og 90 bør have mindst én, så var jeg lige ved at købe en Freelander til fruen.

At jeg ikke gjorde det skyldes alene, at fruen er en meget selvstændig dame som nok selv skal købe sine biler. Og da der er forskel på mod og dumdristighed, undlod jeg altså at købe, men jeg skal se at få hende slæbt ud på en prøvetur i en Freelander, så er jeg sikker på, at resten går af sig selv.

Tak for en god skildring fra dagens arrangement (fra os der desværre ikke havde tid til at være der selv)
Se de billeder, som Poul tog i Hedeland.