- af Poul Helmer Larsen.


Bilcentrets NW Zealand Trophy 2005 kan kun beskrives på én måde: En fantastisk oplevelse af trophy-løb, over større naturarealer af Sjælland, der normalt er lukket for offentlig biltrafik.

Hvilket stort arbejde der ligger bag virksomhedens fantastiske initiativ, kan kun anes på overfladen af det arrangement som mere end 60 Land Rovere deltog i lørdag den 9. april 2005.

Det var råkoldt og overskyet, da min datter og jeg ilede nordpå i vores Land Rover, for at møde rettidigt til start kl. 0937 ved Tadre Mølle ved Tølløse.

Dette historiske, og meget idylliske sted, dannede rammen for alle starter, og hvis man var i god tid, kunne man nå en kop morgenkaffe med rundstykker og pålæg, sat at supplere sin udrustning med diverse gear. Jeg havde glemt vores spade, men kunne heldigvis købe én til den favorable pris af kr. 198,-.

Deltagerne kunne vælge imellem en let rute og svær rute, og nøjagtig kl. 0937, begav vi os ud på første etape af den lette rute.

Der fandtes 3 typer opgaver undervejs; dels registrering af bogstavskilte, dels ”klippere” i spande og endelig en specifik opgave på et konkret sted på ruten.

Bogstavskiltene var placeret langs hele ruten; nogle let opdagelige, andre så vi aldrig, ligesom vi ved afslutning af løbet, kun manglede få klip på klippekortet.

Den konkrete opgave bestod i afstandsbedømmelse fra et højt punkt, kaldet ”knøsen”.
Selve løbet kørtes efter rutebog, med indlagte, markerede terrænruter på udvalgte distancer.

Det var egentlig meningen, at vi ville have lavet langt flere fotos end vi gjorde, men vi blev så grebet af spændingen på de naturskønne distancer, at vi i længere perioder glemte alt om kameraet.

Cirka midtvejs, ved det meget smukke sted Strids Mølle ved Jyderup, var der stillet an til frokost, og vi kunne nyde en meget velsmagende, hjemmelavet suppe med krydderbrød.

Herefter fulgte en længere terrændistance med flere udfordringer, inden rutebogen anviste os frem til de afsluttende terrændistancer på Lerchenborg Gods.

NW Zealand Trophy 2005 synes vi har været Bilcentrets hidtil bedste oplevelsesarrangement, med mere distance i terræn og på skovveje end tidligere,og med den velfungerende planlægning og logistik der altid præger forretningens kundeorienterede aktiviteter.

Stor honnør og mange tak for det flotte arrangement til Danmarks – efter vores opfattelse – bedste Land Roverforhandler.