Beslutningen blev taget over megen rødvin en lun sommeraften i juni. Før den store rejse ud i verden bør vi have en testtur. Lang nok til at teste bil, oppakning og især det team der i 2004 skal gøre rejsen til Sydafrika sammen. Vi havde trods alt kun mødtes via mail, MSN Messenger og telefoner. Denne weekend var første gang vi mødtes ”in real Life”. Samtidig skulle testturen også være kort nok til ikke at trække for store veksler på det gode forhold til cheferne derhjemme.

Ideen bag Landy Round the World er at lade en 110 STW årgang 1989 tage turen gennem hele verden. Samme bil. Skiftende verdensdele, kulturer og besætning. Vi (det team der tager turen til Sydafrika sammen) mødtes via Lonely Planet, en af Internettets mange sider for rejsende:
Morten – 31-årig dansk autodidakt projektleder, skribent og iværksætter fra Århus
Rich – 24-årig walisisk kartograf og ex-cykelrytter bosiddende i Skåne
Katharine – 25-årig canadisk lærerstuderende og amatørfotograf

Katharine støder først til i foråret 2004 så en anden traveller trådte til i stedet. Rick er en 32-årig amerikaner der nu er 1 ½ år inde i sin 3-årige verdensrundrejse. Han fik stjålet sin egen 4WD med al oppakning sidste sommer og har siden rejst som backpacker gennem mellem og Sydamerika før han kom til Europa, hvor han har turneret en måneds tid.

Valget for testturen faldt på Nordkap. En ca. 5500 km tur op gennem Norge, til det nordligste punkt i Europa, før turen går ned gennem Finland, via Sct. Petersborg og de baltiske lande retur til Danmark. Afrejsen blev sat til 1. september og turens varighed ca. 1 måned. Cirka fordi en meget løs tidsplanlægning også er en mærkesag for hele projektet: finder vi et spændende sted, skal der være plads til at blive så længe vi lyster!

Nu er vi klar. Nej nu… Nej… Nu!
Rick kom til DK for at hjælpe med klargøring af bilen. Selvom den generelt er i fin form, undgår man ikke at se at den har kørt i det fugtige Danmark. Dørene fik svejst nye bunde i rammerne og bilen skulle nu slibes ned, grundes, afdækkes og males med den indkøbte matte sandfarvede overskudsmaling fra den engelske hærs Operation Dessert Storm. På med klistermærkerne på fordørene og af sted! Men nej… Som altid når man har Land Rover, viste der sig lige en række ”sidste minuts” ting: et elektrisk system der drillede, en utæt hovedtank fra tiden før beskyttelsespladen var separeret fra selve tanken - så den måtte skiftes, bremser der skulle justeres.

Afrejsen blev forsinket 3 dage hvorefter Morten kørte til København og hentede Rick der var taget i forvejen for at opleve et par af Danmarks store trækplastre for turister: Christiania, den lille havfrue og et pulserende natteliv som vi trods alt ikke kan hamle op med her i den jyske hovedstad.
Dagen efter samlede vi Rich op i Sverige og satte kursen mod Oslo. En hovedstad med masser af muligheder. Vi valgte kaninøen – en lille ø i havneindsejlingen hvorpå nogen for år tilbage har udsat et par kaniner. De er siden blevet til flere hundreder der forlyster sig med fortæring af det man byder dem – og fremavl af flere artsfæller. Et liv der giver stof til eftertanke… Det blev også til en tur i den berømte Vigelandsparken med de mange fascinerende og naturtro menneskeskulpturer udført i jern og sten.
Norsk effektivitet mødte vi allerede på banegården hvor vi, i løbet af 10 minutter indkasserede en parkeringsbøde medens vi var ude for at veksle penge til parkometeret… Øv.

Planer er til for at ændres og Rick fik et tilbud han ikke kunne modstå: Et par piger han havde mødt i Tyskland bød på 2 ugers fest og farver i deres ferielejlighed på Ibiza. Han brød derfor op og Morten og Rich satte kursen nordpå, ad hovedvej E6. I Steinkjer nord for Trondheim fik vi nok af hovedvejen og drejede ind på den flotte Kystriksveien der, afbrudt af 6 færger, følger kysten hele vejen op til Bodø.

Her er masser af naturoplevelser langs de flotte fjorde. F.eks. Torghattan – et fjeld med indbygget kæmpemæssigt højtbeliggende hul hele vejen igennem, skabt af et forhistorisk tidevand. Og bjergkæden De syv søstre er perfekt til vandreture. Tinderne rejser sig 950-1100 meter op og varierer i sværhedsgrad fra overkommelig til hård op og nedstigning. (Vi valgte uden at vide det den hårdeste. En oplevelse der i flere dage gjorde selv udkoblinger til en rystende udfordring…) Men udsigten over fjorde og øer var det hele værd. Man føler sig sgu’ lidt 2-dimensionel her i Danmark, sammenlignet med de store højdeforskelle i søsterlandet.

Crash Test Dummies
I Høylandet gik det galt. Rich kørte for første gang en fuldt pakket Land Rover og havde for meget fart på da han ville dreje ind ad en grusbelagt sidevej. Resultatet blev en flyvetur sidelæns ned over en lille skrænt, gennem et hegn og endte i forhaven til en campingplads, hvor bilen lagde sig til rette på højre side, midt i blomsterbedet! Ejeren af campingpladsen kom os til undsætning med en traktor og fik med en kæde rejst bilen op på hjulene igen. Skaderne kunne herefter opgøres:
Knust forrude og sidespejl, ødelagt tagtelt, skæv tagbagagebærer, hele den ene side af hardtoppen + forskærmen + taget trykket ind – og 100 liter diesel (vel og mærke til 8,50 Nkr. pr. liter) var under lystig klukken rendt ud af påfyldningsstudsen og ned i jorden under bilen. Vi slap selv med skrækken og lærdommen om at en kasse øl ikke bør stå frit fremme på bagsædet. De fleste var nu smadrede og befandt sig overalt i bilen, godt blandet sammen med tøj, mad, feltkøkken osv.

Meeen nu er en Land Rover jo som bekendt ikke en ganske almindelig bil. Så efter at have fået pusten nogle minutter, startede den ved første forsøg og lod som om intet var hændt.
The best 4 by 4 by far…. Ingen tvivl om det!

Videre nordover, mod Mo i Rana hvor en ny forrude ventede på os. Tagteltet måtte vi efterlade og klarede os nu med inderteltet til et gammelt 4-mands telt. En stor tak til vejrguderne der holdt temperaturen over de 20 grader helt til Polar Cirklen. Pris for forrude og sidespejl inkl. montering: 2000 Nkr. Ikke så slemt som vi havde frygtet, her i verdens dyreste ferieland.

Det glade vanvid
Priserne er bestemt en ting man hæfter sig ved når man er i Norge. Især fattige campister som os. Her er et par eksempler der gav anledning til smil på læben når man kiggede prisskilte:
Oksesteg til 4 personer (i et supermarked): 500 Nkr. En stor cheeseburger: 120 Nkr. 20 Prince Light: 69 Nkr. Diesel: 8,5 – 10,5 Nkr. Pr. liter. Vil ikke komme ind på priserne på øl og vin. Dem fortrænger man pr. automatik, for at undgå en snigende depression.

Men lever man på bedste campingvis og skifter kødet ud med fisk (som der er findes masser af til små penge), kan man sagtens feriere i Norge. Tør man tage chancen, koster den afgiftsfri diesel beregnet for traktorer m.v. kun 5 Nkr. pr. liter. og det er da lidt charmerende at nyde udsigten til rød røg i udstødningen til en afveksling…

Videre
Turen videre nordover forløb smertefrit – det er utroligt at den gamle 110’er bare kører og kører. Op og ned af fjelde. Den fik nu undervejs også flirtet med en aldrende men nydelig 109’er og en splinterny TD5’er der nu syntes den var lige vel skrammet i lakken. Så noget længerevarende forhold blev det ikke til. Men som altid hyggeligt at møde andre Landy-ejere. Som f.eks. det ældre tyske par vi mødte foran Polar Zoo en kold og regnfuld dag. Vi var de eneste gæster i parken men havde en fantastisk dag blandt ulve, bjørne, elge og bisoner. I deres naturlige element vel at mærke. Ikke noget med små bure og triste dyr – man måtte trave langt for at finde dem i de store indhegnede fjeldområder de beboede. Absolut et besøg værd!

Verdens nordligste metropol
Tromsø fortjener sit eget afsnit i denne fortælling. Befolkningstætheden aftog mærkbart op gennem Norge. Der blev længere og længere mellem landsbyerne – og antallet af biler på vejene. Man mærkede virkelig at man var i Troms – det sidste område før Finnmarken som udgør det nordligste Norge. Og så pludselig er den der. Tromsø. En by med 60 000 indbyggere. Tromsø universitet (der på nær afdelingen på Svalbard er verdens nordligst beliggende) blev oprindeligt bygget for at stoppe en massiv udvandring af unge der flyttede sydpå for at studere. Med tiden har universitetet haft den modsatte rolle og nu læser mange folk fra alle egne af verden her. Universitetet tæller over 6000 studerende, mere end 10 % af byens befolkning. Det mærkes tydeligt i gadebilledet og i det righoldige udbud af caféer, barer og kulturelle tilbud. Alt sammen med til at give byen en helt speciel international atmosfære. Ikke uden grund kaldes Tromsø for nordens Paris. En sand metropol 400 km nord for Polarcirklen. Imponerende og absolut et besøg værd!

Mission Complete
Nordkap er der ikke meget at skrive om. Men når man nu er kørt helt herop, skal man naturligvis helt til spidsen. Om ikke for andet så for at se med egne øjne at man har nået verdens ende og at der kun er én vej herfra… sydover. En sjov oplevelse er det at nå tunnelen til øen hvorpå Nordkap ligger. Efter kilometer efter kilometer i øde landskab og uden at møde en bil, er den der pludselig: 6,5 km hightech tunnel. 3 km ned i dybet, med 10 % fald, 500 meter ligeud og så atter 3 km op, med 50 km/t i 3. gear. En vanvittig konstruktion når man tænker på at øen beboes af 2500 mennesker i den lille fiskerby Honnigsvåg. Men efter antallet af souvenirbutikker og campingpladser at dømme må her være et hav af turister i sæsonen… Nu er her koldt, gråt og blæsende og alt er lukket. Heldigvis, for normalt koster det 180 Nkr. at komme helt til spidsen og ind på det imponerende Nordkap-center. Men så er den første kop kaffe også inkluderet.

En hård nyser
Giada skal også med i fortællingen. 150 km syd for Nordkap, midt i det øde ingenting, stod hun: 18 år gammel, køn og smilende med langt sort hår – bærende på en rygsæk næsten på størrelse med hende selv. Hun var kold og forkommen men hendes øjne strålede om kap med hendes navn (der betyder opal), da vi holdt ind til siden. Vi tog hende selvfølgelig med. Giada var rejst på stop fra Vicente i Norditalien med kurs mod Berlin. Det var hendes 3. sæson som alene-rejsende: sidste sommer kørte hun til Barcelona og Bruxelles på en Vespa scooter (med 40 km/t) og året før var hun Europa rundt på interrail. Alene. Fordi hendes venner hellere ville ligge på stranden. En hård nyser. Da hun ankom til Berlin regnede det – og Giada tog kun 1 time om at tage beslutningen om at fortsætte nordpå. Undervejs sov hun i sit mikrotelt alene i skovene. I sandhed en hård nyser.

Planer ændres
Afrejsen var forsinket og vi havde taget os god tid op gennem Norge. (Det ville være helligbrøde at ræse op gennem så smukt og varieret et land). Derfor kneb det med at nå Sct. Petersborg før vores turistvisa udløb. En oprigning til ambassaden i Helsingfors afslørede at et nyt express visa kostede 1250 dkr. For meget for vores budget der i forvejen var tynget af at Nordnorge på det seneste havde vist sig fra sin efterårsside - med blæst, regn og kulde. Inderteltet blev derfor for koldt og vi måtte ty til leje af hytter på de campingpladser der endnu trodsede vejrguderne og holdt åben for de få rejsende der valgte en ”uden for sæsonen oplevelse”.

Vi valgte derfor den hurtige vej ned gennem Finland og Sverige og satte kursen mod Kautokeino, der er kendt som same-hovedstaden. Håbet om mødet med en helt speciel kultur blev afløst af umiddelbar skuffelse over de mange souvenirboder med salg af alt fra rensdyrskind til juleplatter. Øv. Man burde nok tage sig tid til at blive her længere tid, for at komme ind på livet af samerne og inviteret med indenfor i deres spændende liv og kultur. Men det tiltagende dårlige vejr tog beslutningen for os: dækkene på Land Roveren er afgjort ikke til vinterkørsel. Så vi fortsatte sydover.

Et nyttigt medlemskab
Her bør vi nævne turist-gyseren over dem alle: efter lang tids kørsel nåede vi Karasjok – og kørte forbi i fuld fart, med kurs mod Kautokeino. Kortet indikerede flere småbyer på vejen og tanken viste stadig ¼ fuld. Vi satsede – og fejlede. Den nye hovedtank lå lavere end den gamle og reservetanken var derfor helt tom før sensoren begyndte at tælle i hovedtanken. ”Byerne” på vejen var på 5 huse hver og uden tankstationer. Så 50 km før Kautokeino, midt på den mest øde strækning vi indtil nu havde kørt på, indtraf katastrofen: vi løb tør for diesel!

Mangen en Land Rover ejer har knejset hånligt med nakken over mit Falck-medlemskab. En ægte Landy-ejer kan klare alt selv, hvor som helst - og alt respekt for det! Men med kun 1 ½ års erfaring med Land Rovere, heraf det første år med en aldrende 88’er, er jeg stadig en novice. Og selvom jeg lærer hele tiden, føler jeg mig stadig på herrens mark når noget strejker i dette skønne køretøj. Så jeg er medlem af Falck. En time efter mit opkald ankom en flink mand med 20 liter diesel og et stort smil på læben. Dér stod jeg med en underlig blandet følelse af glæde – og kejtethed. Så fik man prøvet det også. Godt det var her og ikke midt i Sahara. ”Husk at fyld dine jerry-cans” står der nu på en post-it midt på instrumentbrættet. Og den bliver siddende til vi kører af sted mod Afrika!

En lille verden
Rich blev sat af i Nordsverige da han skulle på job i Helsingfors – og Giada og undertegnede holdt fanen højt med gebrokken engelsk/fransk og høj musik. Eneste større stop i Sverige var Östersund hvor vi skulle mødes med Kenneth; en dansk forfatter på vej norden rundt. Jeg lærte Kenneth at kende da jeg satte min bærbare Mac til salg på nettet. Han responderede og spurgte til batteriet da han skulle bruge den på sin tur norden rundt i bil. Selvfølgelig også en Land Rover; en fin 88’er med rensdyrskind og boghylde bagerst i kabinen. Hvor stor er sandsynligheden for at møde en anden Landy-ejer med samme dagsorden, på samme tidspunkt? Det er en lille verden.

Vi havde aldrig mødtes ” i virkeligheden”, så vi aftalte at sætte hinanden stævne ved banegården.
Netop som vi svingede ind på parkeringspladsen, begyndte bilen at te sig underligt. Den var punkteret på venstre baghjul. Fint, så havde vi da en indgangsvinkel til et bekendtskab: ”goddaw, ku du ikke lige hjælpe mig med at skifte hjul”. Her viste ordsproget ”heldet følger de tossede” sit værd: jeg mente at have dobbeltchecket alt før afrejsen: hi-lift’en var der, reservehjulet virkede, vi medbragte masser af bremsevæske, olie osv. Men det mest oplagte havde vi glemt: hjulnøglen! Selvfølgelig havde Kenneth en med i bilen og reddede dagen. I guder hvor skal der triple-checkes før afrejsen til Afrika!

Efter mødet med Kenneth (som er en utrolig fin fyr der forhåbentlig kommer med gode historier fra sin tur når han kommer hjem), satte vi atter kursen mod Danmark. Giada blev sat af i København og takkede for det 2000 km lift hun fik. Bilen er fyldt med lapper af papir: tips og tricks, erfaringer, ting der skal laves om og ting der fungerede fint. Hoved og hjerte er fyldt med gode oplevelser, nye venner, ting at tænke tilbage på.

De kommende måneder står i forberedelsernes tegn, før det går løs for alvor. 1. februar sætter vi kursen mod Sydafrika og herefter videre til års oplevelser i syd og mellem Amerika.

World here we come!

Vi glæder os til at holde jer Landy.dk besøgende opdateret undervejs. Mange hilsener til jer alle

Morten
Landy-rtw team

Find flere informationer, billeder og link til steder vi fandt spændende på vejen, på
www.landy-rtw.com