17.Og sidste opdatering til Landy fra Helle og Mario,13 Mar 2004
Endelig i mål i Cape Town......
Efterdønninger...

Vi sidder lidt underdrejede på et hotelværelse i Cape Town, først om en uges
tid kan vi køre Landyen på plads i containeren for at sende den på den lange
sejltur tilbage til Danmark. Det er en underlig tom fornemmelse at være her
efter bølgerne gik så højt da vi ankom til Cape Town hvor vi var lettede og
meget glade for at have gennemført det kæmpe eventyr vi havde sat os for. Til
gengæld giver ventetiden os mulighed for at reflektere over turen og hvordan
vi synes Landyen har klaret strabadserne.
Først og fremmest ved vi nu, at sådan en rejse kan lade sig gøre med megen
vilje, fornuft, oliefingre, lidt opsparing og nogle velvillige sponsorer...
Vi arbejdede et år på at stable det hele på benene og nu fem måneder efter
kan vi fortælle at det var det hele værd.
Og hvordan gik det så med vores 110” med 2,5 turbo diesel fra 1985 samt vores
udstyr?
Efter 21.125 km kan vi bekræfte ikke en eneste punktering med vores Michelin
XZL dæk - simpelthen dækkene! – der trods de ekstremt hårde veje i Etiopien
stadig har mange kilometer tilbage. Vi vil uden overvejelse bruge den samme
type dæk næste gang vi tager af sted, også selvom det bliver Sahara, Nordkap
eller en tur til Bilka... Stor tak til Lars André Harvik fra Michelin for 5
dæk fra en anden planet!
Apropos de meget dårlige veje i Etiopien samt vejhuller på hele turen, så
ville det have været ulideligt og meget svært at køre, hvis ikke vi havde
skiftet til Old Man Emu heavy duty affjedring venligst sponseret af Team
Bertelsen. Det var ubetaleligt at have kolde øl og friske madvarer både under
og efter en lang dags kørsel, det kunne vi ikke have haft uden det Engel
køleskab vi har lånt af Team Bertelsen Off Road Shop. Køleskabet viste sig at
være enormt stærkt under ekstreme forhold og tilmed lydløst og vi brugte det
mange gange op til 5 dage uden kørsel og uden at batterierne blev flade. Stor
tak til Per Bertelsen.
At sove blandt vilde dyr er noget der får adrenalinen til at stige, men at
gøre det under et gigantisk regnvejr i Serengeti Nationalpark kan være lidt
af en udfordring. Trods det faktum at alle telte omkring os var gennemblødte
og overdængede med mudder var vores telt tørt. Vi lå to meter over jorden
under hele turen takket være det Eezi-Awn tagtelt vi har lånt af Wiberg &
Wiberg. Teltet var iøvrigt meget nemt at slå op og ned, 3 minutter er alt
hvad det tager. Stor tak til Søren & Ole Wiberg.
Undervejs har vi kørt på alle mulige og umulige veje gennem floder over høje
bjerge, kørt i sne, kørt i sand, kørt på store kampesten, kørt i mudder, kørt
igennem tæt bevoksning af Akacie træer (læs 5 cm torne der kan punktere et
dæk), kørt på jernbaneskinner; alt dette var nemmere med noget sponseret
specialudstyr: steering guard, diff guard, snorkel og 5 fælge fra Nordkystens
4x4 Off Road & Adventure Shop... Stor tak til Paul Abrahamsen.
Nu når vi er ved specialudstyr, så fik vi dørkplader til Landyen venligst
sponseret af Jungle Mate Dørkplader... Stor tak til Jacob Garde.
Inden vi tog af sted fik Landyen skiftet tandrem samt andre reservedele hos
Peer Glad A/S i Kalundborg. Vi fik en klækkelig rabat på reservedele og
arbejdsløn... Stor tak til Jacob Glad.
Fire olieskift blev det til (Pennzoil TurboD), dieselfilter har vi skiftet
seks gange, luftfilter to gange. Olie til servo, bremser, kobling, diff,
transferboks og gearboks fyldt på undervejs; styrekugler og kardaner fedtet
til. Alt sponseret af Bildele.dk, Refi og Pennzoil... Stor tak til Michel
Majeros.
Vi kan ikke sige at nogle ting er mere vigtige end andre, men noget vi helst
ikke havde undværet var det dobbelte batterisystem med skillerelæ. Det gjorde
det muligt for os at have lys udendørs om aftenen, lade køleskabet køre i
døgndrift, arbejde på den bærbare pc, oplade kamera, lygter etc. hvor der
ikke var adgang til el og stadig starte dytten hver morgen og lade det lille
mystiske relæ regulere strøm til det rigtige batteri. Stor tak til Taxamotor
og TM Service for batterier samt skillerelæ og installation af alt dette.

Hvad havde vi så af ”udfordringer” i rent mekanisk forstand? En af de første
ting var en slange fra diesel retur, den udskiftede vi allerede i Bremen
(Tyskland). Så gik kuglelejet i generatoren sig en tur, det fik vi lavet på
utrolig vis i Moyale (Etiopien). Temperatursensor blev udskiftet et par gange
undervejs, termostaten voldte os en del problemer indtil vi fik den udskiftet
i Mbalizi (Tanzania). Viscous unit blev udskiftet i Dar es Salaam (Tanzania).
Udover de for en gammel Land Rover obligatoriske utætheder havde vi en utæt
dieseltank som har lækket siden København (og som stadig lækker). Til trods
for vores ”udfordringer” synes vi at det er rimeligt godt sluppet efter
21.125 km i en 20 år gammel Land Rover.

Vi vil her takke alle jer der har fulgt os undervejs, det har været en
fornøjelse og inspiration at læse jeres positive e-mails og beskeder på
gæstebogen. Tilfredstillelsen i at se vores besøgsstatistik på hjemmesiden
stige dag for dag var en bekræftelse på at vi gjorde det rigtige valg da vi
lod hele verden være med på vores rejse sydpå.

Og til sidst endnu en tak til alle vores sponsorer:
Michelin, Team Bertelsen, Wiberg & Wiberg, Nordkystens 4x4, Gardeko, Peer
Glad, Refi Autodele, Bildele.dk, Pennzoil, Taxamotor, E-navn, Fjällräven,
Lego, Bruuns Skilte, Gouda Rejseforsikring.

LR Hilsen

Mario & Helle

ps.: Vi håber vi kan regne med jer alle igen når vi tager næste tur sydpå,
Alaska til Ushuaia, efter al sandsynlighed i 2006...

16. opdatering til Landy fra Helle og Mario,02 Mar 2004
Endelig i mål i Cape Town......

I stedet for at køre direkte mod Cape Town slog vi vejen forbi Swakopmund med
kyst mod Atlanterhavet, en "ung" by fra tiden hvor Namibia var en tysk
koloni. Vi tog dertil så Helle kunne springe i faldskærm med et 225 km/t frit
fald fra 3000 meters højde og kunne se den unikke udsigt over Atlanterhavet
og den namibiske ørken mens faldskærmen svævende og lydløs dalede mod jorden.
Efter Helles adrenalin indsprøjtning kørte vi videre sydpå mod næste mål;
Sossusvlei i den sydlige del af Naukluft park og den sidste ørken på denne
rejse. For at være der på rette tid og sted (læs solopgang) kørte vi en time
før daggry de 60 km til den legendariske og kæmpemæssige pude af ultrafint
rødt sand; Dune 45. Tallet indikerer mindst 44 andre "puder", vi nøjedes dog
med at bestige denne nummer 45, der i øvrigt siges at være den største i
verden. Ikke underligt at man føler sig meget lille... Vi krydsede grænsen
til RSA (Republic of South Africa) smagte lidt på navnet Sydafrika og indså
at nu var vi for alvor tæt på mål, en dags kørsel til sidste overnatning
inden Cape Town. Det kan vel roligt siges at vi ikke fik meget søvn den nat,
der blev tænkt på alt muligt men primært om Landyen ville køre de sidste 500
km uden nye lyde eller andre obstruktioner, hun er jo trods alt en gammel
dame. Efter en lille bøn til Landyen, satte vi tændingsnøglen i og den
forløsende lyd af en dieselmotor der starter som hun har gjort alle 125 dage
og 22.254 km fyldte vores sidste morgenstund inden mål, som var det
fuglesang. Go Landy Go !!
Med cruisinghastighed på 70 km/t og fulde af sommerfugle i maven tilbagelagde
vi de 500 kilometer og kørte standsmæssigt ind i Cape Town til
melodien "Solid as a rock" strømmende ud af radioen. Hvilken finale! Det var
meget svært at få armene ned!
Ind til hotellet, parkere Landyen og lad champagneproppen gå.
SKÅL for southing! VI GJORDE DET SGU!
LR hilsen
Mario & Helle


15. opdatering til Landy fra Helle og Mario, 27 Feb 2004
Her seneste fra os kørende i sydlig retning.Denne gang fra Zimbabwe og
Botswana

Eksklusivt brusebad...
Victoria vandfaldene, eller Vic Falls som de også kaldes, strækker sig over
grænsen mellem Zambia og Zimbabwe, så det er muligt at se dele af det fra
begge sider. Trods rygter om svingende valutakurser, mangel på diesel og
truende regnvejr valgte vi at krydse broen over Zambezifloden (bungy jump 111
meter, hvis det skulle være) til Victoria Falls Town i Zimbabwe, hvor vi blev
et par dage.
Mosi oa Tunya (Røg der tordner) havde allerede et navn da David Livingstone
(ham med ”Dr. Livingstone, I presume?”) så det i 1855 og opkaldte det efter
sin dronning, Victoria. Vi gik et par kilometer langs vandfaldene gennem
regnskoven der er dannet af den ustandselige støvregn fra de kraftfulde
kaskader af vand. Vi havde bevæbnet os med én paraply og kamera for at se
dette storslåede fænomen. Det skulle vise sig at badetøj ville have været
mere passende fordi det eneste der forblev tørt var kameraet, der blev båret
under paraplyen som en baby. Uanset det dyngvåde element var det absolut en
af de helt store oplevelser på turen.
Næste eftermiddag kørte vi mod Botswana, der ligger cirka en times kørsel fra
Vic Falls. Bredden af floden Chobe, der ligger nogle få kilometer fra Chobe
nationalpark, skulle blive vores hjem i nogle dage og vi havde igen natlige
dyrebesøg. I stedet for at tage den guidede safaritur, vil vi køre selv
igennem nationalparken og derved komme direkte vestover til Namibia, hvor vi
blandt andet vil besøge Etosha nationalpark.
I hører fra os igen fra vestkysten af det sydlige Afrika .
LR hilsen
Mario & Helle

En smule nord...
Den korteste vej til Etosha i det nordlige Namibia var at køre igennem
Caprivistriben med Botswana i syd, Zambia og Angola i nord. Striben er en
lang tynd tarm omkring 500 km lang og nogle steder helt ned til 32 km bred.
Det tog os en dag at køre distancen og vi nåede frem i tide til at se
solnedgangen over vandhullet 20 meter foran os.
Det mest karakteristiske område i Etosha nationalpark er en kæmpemæssig
udtørret sø, der er 130 km lang og 72 km bred og som kun ved ekstreme mængder
af regn kan blive en sø igen. Området kaldes blandt andet "Place of
Emptiness", hvilket meget godt illustrerer det billede man får når man ser
udover de uendelige vidder. "Søen" er omkranset af lave bevoksninger, højt
græs og et utal af naturlige og kunstige vandhuller, hvor det er muligt at
køre helt tæt på og se dyrene komme og drikke eller som vi gjorde se en
sjakal fortære en gnu. Området syd for den udtørrede sø blev oprindeligt
brugt som en bufferzone til at stoppe spredningen af sygdomme blandt
kvægbesætninger i syd. For at håndhæve lov og orden byggede den tyske
administration to små fort, Namutoni i den nordøstlige del og Okaukuejo i den
sydvestlige del (Okaukuejo betyder kvinden der føder hvert år), disse to fort
fungerer i dag som turistområder. Vi fortsætter ned langs nationalparken
Naukluft til den sydlige del af den namibiske ørken hvorefter vi vil være i
Sydafrika og faretruende tæt på mål...
LR hilsen
Mario & Helle

14. opdatering til Landy fra Helle og Mario, 15 Feb 2004
Her seneste fra os kørende i sydlig retning... denne gang fra Zambia
------------------------------------------------------------------------------
Vi er lige ankommet til hovedstaden Lusaka, efter nogle spændende dage ved
South Luangwa Nationalpark (Luangwa betyder fiskekurv). Det er ikke den bedst
kendte men efter vores mening klart den flotteste og mest spændende
nationalpark vi har været i indtil nu. Vi boede på Wildlife Camp der ligger
lige ved parken kun adskilt af Luangwa floden. Floden er fyldt med dyr om
dagen og campingpladsen fyldt med de samme dyr om natten! Ja, mens vi sov var
vi omringet af alskens vilde nat dyr blandt andre flodheste, krokodiller,
hyæner og sågar også leoparder, så hører man til dem der SKAL i løbet af
natten, så er det med at holde øjne og ører åbne og være bevæbnet med en stor
lygte, det var heller ikke ualmindeligt at vågne op meget tidligt om morgenen
omringet af elefanter der havde krydset floden, nogle af dem haleløse for det
siges at når de krydser floden lykkes det nogle gange krokodillerne at bide
halerne af dem. Trods det store opbud af vilde dyr på campingpladsen, besøgte
vi parken alligevel. Vi kunne ikke køre ind parken med Landyen, så vi
måtte nøjes med at blive kørt i en dertil indrettet åben bil
udstyret med
en kæmpestor projektør, men det var heller ikke så dårligt endda. Aftensafari
starter sent på eftermiddagen hvor solen er ved at gå ned og dyrene har sovet
hele dagen. Det er det tidspunkt man har størst chance for at se dyrene i
aktion. Vi så en leopard jage en flok impalaer og selvom vi kun var omkring
to-tre meter fra den ænsede den hverken os eller projektøren, den fokuserede
urørlig på sit bytte. Desværre måtte vi efterlade den i snigende
angrebsstilling fordi vi skulle skynde os til udgangen inden parken lukkede,
men trods alt en kolossal oplevelse.
Vi fortsætter om nogle dage til Victoria vandfaldene på grænsen mellem Zambia
og Zimbabwe.
LR hilsen
Mario & Helle


13. opdatering til Landy fra Helle og Mario, 11 Feb 2004
Vi havde efterladt vores Landy i Dar es Salaam så vi lejede en motorcykel for køre lidt rundt på Zanzibar. Omkring 80 kilometer nord for Stone Town ligger Nungwi, berømt for sine strande og afslappede atmosfære, så vi kørte hurtigt dertil som kviksølv i et varmt termometer. Vi nød et par dage der, hvorefter vi tog tilbage til Dar es Salaam, tilbage til Landyen der ikke havde drejet så meget som et tandhjul de seneste 14 dage, det var tid at køre videre mod Malawi. Vejen førte os naturligt gennem Mikumi National Park med et rigt udvalg af vilde dyr, en bonus der er med til at gøre Afrika så usædvanligt.
Landyen skulle have et check up igen, termostaten skulle skiftes sammen med det generelle olie/filter skift. Vi fik det faktisk gjort på en mission i en lille by der hedder Mbalizi som ligger lige før grænsen til Malawi. Missionen hedder Chuo Cha Ufundi Mbalizi og de har en køreskole, et tømrerværksted og et velassorteret værksted, hvor lærlinge uddannes til automekanikere.

Malawi er et lille land kilet ind i mellem Zambia, Tanzania og Mozambique. Great Rift Valley går gennem landet og former den tredje største sø i Afrika, Lake Malawi. Vi boede et sted der hedder Kande Beach, ja en strand. Mange af søens bredder laver naturlige strande, som nogle gange kan få en til at tro at det er havet bølgerne kommer fra. I et landsbysamfund ved siden af campingpladsen mødte vi Rachel, en ung malawisk kvinde, som meget stolt fortalte os om hendes liv, hendes familie og viste os hendes landsby.

Vi er nu i Malawis hovedstad Lilongwe på vej mod Zambia. Tre måneder er gået siden vi forlod København, vi har kørt 16000 km og mangler stadig 10000 km til Cape Town.

Med LR hilsen

Mario & Helle

12. opdatering til Landy fra Helle og Mario, 30 Jan 2004
historier fra Zanzibar og Dar es Salaam
billedet uden LR og med motorcyckle skyldes at vi lagt dytten i Dar og lejede
en motorcykel i Zanzibar istedet for at betaler en dyr billet til ferryen.....

---------------------------
Vi kørte tidligt fra Marangu for at nå Dar es Salaam i god tid og havde vi
faktisk opgivet at se Kilimanjaro, da bjergets sneklædte top afslørede sig i
sidespejlet på bilen, det var ikke så dårligt endda. Mikadi Beach, det sted
vi skulle bo i Dar es Salaam, ligger på en halvø, så det er nødvendigt at
tage en lille færge, det tager kun 10 min. Havneområdet havde, som så mange
andre storbyhavne, en umiskendelig lugt af fisk. Både fisk og skaldyr var
uden tvivl havfriske, men alle de forskellige varianter samt varmen gav
tilsammen en ram og til tider næsten uudholdelig ildelugt. Det blev dog
hurtigt glemt når man først var ude på vandet, og kunne iagttage et utal
kokosnød- og mangosælgere med tomme kurve på cyklerne, som et klart tegn på
at det havde været en god på markedet i Dar. Som et lille kuriosum kan vi
fortælle, at man kunne erhverve sig en superfrisk kokosnød fyldt med svalende
og velsmagende jomfru kokosmælk, vel at mærke nyligt nedtaget fra palmen for
den nette sum af 65 øre.
Mikadi Beach er et skønt sted med strand, bar og palmer og skulle blive
vores ”hjem” i nogle dage mens der blev skruet lidt på Landyen og opdateret
lidt på hjemmesiden. Stedet var også udmærket til at lade bilen stå mens vi
var på væk.
Zanzibar – et lille paradis omkring 100 km ud for Tanzanias østkyst, har ca.
900.000 indbyggere. Hurtigfærgen til Stone Town tager 2 timer, vi valgte ”the
slow boat” = 4 timer. Denne færge, der til forveksling kunne have været en
DSB færge fra 50erne, fyldtes langsomt med en farverig flok af rejsende og
to ”mzungus” (hvide) os. Motoren gik i gang og både ventilatorer og de
halvsovende passagerer, som tålmodigt havde ventet på at færgen skulle gå fra
land, vågnede op til dåd, nu skulle der spises frugt. Alle uden undtagelse
havde et stykke frugt i hånden, og der var en livlig skrællen, sugen, biden
og smasken akkompagneret af dieselmotorens dunk-dunk-dunk-dunk der som et ur
påminder en om rejsens længde. Vi lagde til i Stone Town - 5 timer efter. Fra
det foretrukne sted for ”sundowners” Africa House, overværede vi lokale unge
mænd udføre halsbrækkende men kunstfærdige udspring fra klipperne. Som en
ubrudt kæde fulgte de hinanden med solen der langsomt blev slugt af det
indiske ocean som en perfekt kulisse. På Zanzibar, også kendt som ”the spice
island”, kan man tage på en ”spicetour”. Selvom vi genkendte en del af øens
mange eksotiske frugter, grønsager og krydderier, ser de ikke alle ud som vi
ser dem i Danmark, tag f. eks. muskatnødden, vi kender den som et krydderi
man river fra en tør nød, men inden den bliver sådan ligger den indeni en
abrikoslignende frugt og ligner ærligt talt noget fra en anden planet. Stone
Town har hver dag et udendørs alt-godt-fra-havet marked der starter hen på
eftermiddagen og fortsætter langt ud på aftenen. Et velduftende slaraffenland
af fisk, skaldyr og grønsager tilberedt på gnitrende glohede kul indhyllet i
en tæt røg, kun med petroleumslamperne fra boderne som eneste holdepunkt
blandt de mange mennesker med et ”hvad skal jeg vælge?” udtryk i ansigtet og
pengesedler og paptallerkener fyldt med alskens lækkerier der skiftede ejer.
Vi tog for os af retterne og gik meget mætte tilbage til hotellet efter en
fantastisk kulinarisk oplevelse.

med LR hilsen

Mario & Helle

11. opdatering til Landy fra Helle og Mario, 17 Jan 2004

Hej alle sammen,
Den første dag i det nye år tog vi til Karen Blixen Museet lige udenfor
Nairobi. Hun boede her i årene 1914 – 31. På den tid ejede hun det landområde
der i dag er opkaldt efter hende. Her havde hun sin afrikanske farm med hus
og tilhørende kaffemarker. Huset ligger der stadig, og fungerer i dag som
museum, selvom det egentlig føles som om man er på besøg når man går igennem
hendes gamle stuer. Mange af hendes fortællinger er inspireret fra hendes tid
i Afrika. Den danske stat købte huset i 1959, og forærede det herefter til
den kenyanske stat. Karen Blixen døde i 1962. Området hedder i dag Karen og
er forstad til Nairobi.
Det sted vi boede på havde en rigtig god workshop tillige med erfarne
mekanikere, så Landyen fik et sådan-cirkus-halvejs-eftersyn. Så nu var både
vi og Landyen klar til nationalparkerne i Tanzania og de næste 10.000 km.
Man kan komme til Serengeti National Park fra Kenya i nordvest men dét ville
betyde dårlige veje eller vi kunne tage den lette løsning via Arusha med
behagelig splinterny asfalt, vi tog den lette. Vi havde på forhånd bestemt at
vi først ville til Ngorongoro krateret i den sydlige del og derefter til
Seronera i det centrale Serengeti. Dette fantastiske krater er det største
intakte i verden. Fra kanten ser man dette storslåede landskab, der ligger
600 meter nede og har et grundareal der strækker sig over 260 km2. På nær
nogle få stykker har Ngorongoro krateret alle arter af de afrikanske vilde
dyr samlet på et sted. Vi så de 5 store: elefant, løve, buffalo, flodhest og
næsehorn, og en hel del andre spændende dyr – fantastisk eftermiddag. Vi
besteg den stejle vej op og camperede på kraterkanten. Næste morgen kørte vi
mod Afrikas bedst kendte nationalpark, Serengeti. Vores mål var den centrale
del af området – Seronera – hvor den største del af løverne holder til. Efter
vi havde kørt flere timer uden at have set så meget som en radmager antilope,
besluttede vi at slutte tidligt. Vi camperede inde i Serengeti og stod op ved
daggry næste dag. Først så det meget sort ud, fordi det havde styrtregnet
hele natten, det lignede faktisk en gentagelse fra dagen før bare med masser
mudder, da vi så et løvepar ligge sløvt under et træ 50 meter fra os –
skøøøønt men ikke usædvanligt. Det usædvanlige var, at udfra buskadset
dukkede der en lille gazelle op, hanløven rejser sig, og forsøger flere gange
at angribe og fange det lille kræ, der dog viser sig at være hurtigere end en
sløv hanløve, og til sidst gav han op, og vendte tilbage til sit leje under
træet, meget underholdende episode. Vi kørte tilfredse tilbage til Arusha og
fortsætter om nogle dage til Marangu ved Kilimanjaros fod, bjerget der stort
set altid er skjult af skyer men en gang imellem brydes skyerne og man kan se
bjerget i al sin pragt – og det kunne jo være man var heldig...
LR hilsen Mario & Helle


10. opdatering til Landy fra Helle og Mario, 02 Jan 2004

Hej alle sammen,
At intet varer evigt, og isaer ikke et kugleleje, maatte vi sande omkring 50
km fra byen Moyale beliggende paa graensen mellem Etiopien og Kenya. Den
umiskendelige lugt af braendt gummi fik os omgaaende til at standse bilen.
Kuglelejet i alternatoren var gaaet, kileremmen peb og Landyen ville ikke
videre. Det var hammervarmt, og der var ingen at se i miles omkreds, saa nu
var gode raad dyre. Tiden gik og vi var lige ved at gennemgaa
noedprocedurerne da en lille lastbil dukkede op på horisonten. Til alt held
var den stor nok til at traekke os til Moyale. Takket vaere nogle dygtige
lokale mekanikere, der med bare en skruetraekker og en skaev hammer fik det
oedelagte kugleleje udskiftet med et nyt, kunne vi koere videre efter nogle
timer. Det var helt utroligt, at de kunne fremtrylle lige praecis det
kugleleje der skulle bruges, hvor heldig kan man vaere. Nu var vi i Kenya og
fra det oejeblik vi koerte over graensen maerkedes forskellen. Vejene af
roedt toerret mudder snor sig gennem den flade savanne med akacietraeerne
spredt sporadisk omkring, atmosfaeren er meget afslappet, sproget er Swahili,
en farverigt udsmykket Samburu kriger kommer skoedesloest gaaende i vejkanten
med sit spyd og man ved med sikkerhed at nu er man i det sorte Afrika. Det er
en ubeskrivelig fornemmelse at vide, at maaske kommer der en elefant tvaers
over vejen lige foran en eller at man muligvis vil hoere en loeves broel i
natten. Til trods for vores lille forsinkelse i Moyale naede vi at krydse
aekvator og holde nytaar i Nairobi. Her bliver vi nogle dage inden vi igen
koerer mod syd til Ngorongoro og Serengeti i Tanzania.
LR hilsen Mario & Helle

9. opdatering til Landy fra Helle og Mario, 26 Dec 2003

Hej alle sammen,
Efter strabadserne i den sudanske oerken traengte baade vi og Landyen til en
gevaldig overhaling saa vi slappede af nogle dage i Khartoum, inden vi tog
videre mod Gallabat, den sidste by inden graensen til Etiopien. For at faa
bilen ind i Etiopien skulle vi bruge en 1-dollarseddel til formularen og saa
var det ordnet, meget anderledes end i Mellemoesten, hvor vi ofte skulle
betale over $100 for det samme. Vi vidste paa forhaand at vejene i Etiopien
var slemme, men hvad kan vaere vaerre end at koere paa en haard, stenet og
hullet jordvej, der loeber parallelt med en uaabnet splinterny asfalteret
vej? Tilsyneladende vidste man godt, at det var for fristende derfor var der
for hver hundrede meter lagt store sten paa hele vejens bredde... Suk! Det
skulle vise sig, at selvom vore Michelin XZL mud-terrain daek gav os lidt
besvaer i oerkenen, kunne vi ikke have valgt bedre daek til vejene i
Etiopien, ekstremt staerke og indtil nu 9980 km uden punktering! (7-9-13) Vi
ankom traette og meget stoevede til Bahir Dar, en lille perle ved Lake Tana
der med sine 3700 km2 er den stoerste soe i Etiopien. Det var tid at slappe
lidt af, inden vi igen skulle bide taender med de etiopiske veje, saa vi
blev der i fire dage. At spise her er godt og saa billigt, at det daarligt
betaler sig selv at lave mad, saa vi noed, for en gangs skyld, at faa det
hele serveret. Intet varer dog evigt, saa tidligt lillejuleaftens morgen,
koerte vi afsted mod hovedstaden Addis Abeba. Bjergene blev bare ved i et
vaek, naar man troede at nu var der ikke flere stigninger kom der én mere,
op ad bakke og ned i dal, fra 2700 m ned til 1000 m saa op til 3200 m og ned
igen til 2400 m. Efter bjergene koerte vi igen parallelt med en asfalteret
vej man ikke kunne koere paa, typisk! Det tog os to lange dage at koere de
ca. 475 km til Addis Abeba. Vi ankom hen paa eftermiddagen og havde en
rigtig hyggelig juleaften paa Ristorante Castelli, vel nok den bedste
italienske restaurant i Ethiopien (maaske i hele Afrika), Yummy! Foerste
juledag blev brugt til at goere Landyen ren, maaske meget utraditionelt, men
en uundgaaelig konsekvens af at have koert paa de haardeste og mest stoevede
veje i Afrika. Vi fortsaetter om nogle dage til Nairobi i Kenya – Godt
Nytaar!
LR hilsen Mario & Helle

8. opdatering til Landy fra Helle og Mario, 17 Dec 2003
Hej alle sammen,
Det er mandag og vi skal sejle til Wadi Halfa i Sudan. Vi var tidligt ved
faergen selvom vi godt vidste at den ikke sejler foer sen eftermiddag, men
saadan er reglerne hvis man vil med. Havnen i Aswan myldrer af liv fra
tidlig morgen og vi brugte den lange ventetid til at betragte
havnearbejderne arbejde haardt for foeden, de overlaessede lastbiler der kom
efter hinanden som perler på en snor for at losse tonsvis af gods til Sudan
på faergen. Det var et rent cirkus og der skulle gaa 8½ time foer vi kunne
koere Landyen ombord – dvs. ikke rigtigt ombord, den skulle ombord paa en
mindre baad der var toejret med reb til passagerfaergen. Vi kunne kun koere
ind fra siden af baaden, der vippede op og ned i takt med skruebevaegelserne
fra faergen, saa der gik nogle nervepirrende sekunder foer Landyen stod paa
plads blandt laessevis af madvarer og toej og vi kunne endelig sejle fra kaj
med 20 timers sejlads foran os..
Baadmotorens afslappende lyd og muligheden for at ligge ned efter en lang
dags venten sendte os hurtigt til droemmeland. Midt om natten blev vi
vaekket af den umiskendelige lyd af metal der gnider mod metal, og det fik
os prompte til kooejet. Der var Landyen, nu ikke laengere toejret til
faergen men derimod langsomt glidende ud af vores synsvinkel/perspektiv og
snart var det eneste vi kunne se maanens lys der dansede bekymringsloest paa
Nilen. Det skulle vise sig at baden, hvorpaa Landyen stod, kunne sejle ved
egen kraft, men en smule nervoese var vi da.
Wadi Halfa boed paa rytmer, mennesker og mad, der snart overbeviste os om at
nu var vi i det ”rigtige” Afrika. For at komme til Khartoum skulle vi
krydse ”The Nubian Desert” nok den stoerste udfordring til dato. Der var to
muligheder enten at koere langs Nilen, 1000 km paa boelgepap, bloedt sand
og asfalt eller foelge jernbanen, 800 km paa boelgepap, bloedt sand og
asfalt – vi valgte jernbanen... trods det tog det os 4 dage at krydse
orkenen. Ja, det var sandet. Ja, det var varmt. Ja, det var meget haardt,
men det, at nyde en kold oel alt imens maanen orange og fuld stiger paa
nattehimlen, kan give det hele mening – simpelthen ubeskriveligt.
LR hilsen Mario & Helle


7. opdatering til Landy fra Helle og Mario 7, Dec 2003
Hej alle sammen,
Saa naaede vi Aswan og har nu koert 7448 km siden vi forlod Koebenhavn. Med
et olieskift og et par nye filtre koerer Landyen stadig meget fint og indtil
nu er alt gaaet som forventet ”give and take a few”. Fra Cairo til Aswan kan
man normalt ikke koere uden konvoj, men det er utroligt hvad te, et smil og
Maradona kan goere (Mario er ogsaa argentiner). Vi koerte konvojfrie fra
Cairo til Hurghada ved det roede hav, derfra til Luxor og videre mod Aswan,
omkring 1000 kilometer foer vi maatte overgive os og koere i konvoj de
sidste 100 km. Det er meningen at alle skal foelges ad og at politiet tager
bagtroppen - konvojen holdt en gennemsnitshastighed paa 90 km/t, derfor var
det uundgaaeligt, at vi med vores cruising hastighed paa 70 km/t blev
overhalet af samtlige i konvojen og laa sidst lige foran politiet. Det
betoed ogsaa, at vi en stor del af de 100 km var de eneste der blev
beskyttet. Det paradoksale i alt dette her er, at der kun er konvoj den ene
vej, man maa godt koere alene tilbage til Cairo. Egyptisk logik?
Den faerge vi skal tage til Wadi Halfa i Sudan, sejler kun om mandagen og da
vi ankom om fredagen, har vi nogle dage til at se Aswan. Det dyreste hotel i
byen hedder ”The Old Cataract” og har gennem tiderne haft bla. Agatha
Christie boende og det siges, at hun har skrevet mange af sine boeger her –
naar nu du spurgte... Stort set ligemeget hvor man er, har man udsigt til
Nilen, der her er flankeret af et utal af kunstfaerdigt udsmykkede flydende
hoteller og med ”feluccas” (smaa sejlbaade) paa hver en lille krusning,
stroemmer forbi byen, kun afbrudt af den lille oe Elephantine, hvor livet i
de smaa landsbyer stort set er som det var for nogle hundrede aar siden.
Naa, men nu kommer Sudan hvor forholdene bliver ringere og oerkenen alvor
saa Landyen skal virkelig vise hvad den kan.
LR hilsen Mario & Helle

Efter Petra var det svært at forestille sig, at vi skulle kunne opleve noget
så unikt igen, men Wadi Rum tangerer noget af det smukkeste man kan
forestille sig. Wadi Rum er en malerisk dal midt imellem røde
sandstensbjerge. Den er hovedsagelig beboet af beduiner, der lever af at
guide turister igennem ørkenen. Vi blev overrasket over at det var muligt at
campere i dalen, og tog chancen nu den var der. Næste morgens daggry farvede
langsomt landskabet alt imens nogle kameler vadede lydløst forbi på vej mod
vandet. Ubeskriveligt!

Ud af ørkenen og videre til Aqaba, vi skal krydse det røde hav til Nuweiba
beliggende på Sinai-halvøen. Den lange ventetid i havnen blev brugt til at
lægge de seneste billeder på computeren til stor forundring for de
omkringstående mennesker, deres nysgerrige øjne søgte og fandt måske deres
ansigt på skærmen. Mario byttede sin hat for en turban, drak te på et tæppe,
diskuterede verdenssituationen og var ved at få 20 kameler – for Helle!
Det bliver Landyens anden tur over vandet men denne gang sejler vi sammen
med tusinder af pilgrimme på vej tilbage fra Mekka i Saudi Arabien.

Færgen lagde til i Nuweiba ved 9-tiden om aftenen, og vi skulle herefter
gennem det evindelige bureaukrati ved at indføre et køretøj. Det tog
adskillige timer inden vi kunne køre ud af havnen med egyptiske nummerplader
og alle papirerne i orden, ikke at forglemme fotokopierne som underligt nok
kostede mere end 1 mdr. forsikring, men mindre end en fuld tank af diesel
(ca. 30 kr.)

Efter en overnatning på stranden ved det røde hav kørte vi over Sinai
ørkenen for til sidst at krydse Suez kanalen via tunnelen til det afrikanske
kontinent. Endelig!

Læs mere om vores møde med pyramiderne i den næste opdatering.

Land Rover hilsen Mario & Helle

4. opdatering til Landy fra Helle og Mario

Hej alle sammen,

LR hilsen Mario & Helle

Tredje opdatering til Landy fra Helle og Mario
Hej alle sammen,
En uge er gået siden vi forlod Istanbul. Vejen til Ankara er meget bjergrig så Landyen fik lov til at vise hvad den kunne. Det var op ad stejle stigninger og ned ad frygtindgydende bakker. Det gik rigtigt godt – og vi er tilfredse! Der i det tyrkiske opland, var kulden streng så vi flottede os
med et motel. Kulden var til syvende og sidst også årsagen til, at vi ikke tog til en af tyrkiets største attraktioner, Cappadocia. Vi vil varme, ja vi vil! Planen var, at vi skulle krydse ved Kassap, en alternativ grænseovergang ind til Syrien. Det skulle vise sig, at det var sværere end vi havde troet. Proceduren er, at hvis der ikke er en syrisk repræsentation i Danmark, så kan man få visa på grænsen. Mario har italiensk pas, så han blev nægtet indrejse! ”The danish woman ok, but you no!”. En smule nedtrykte forlod vi Kassap og diskuterede den bedst mulige løsning på problemet, en ting var sikkert, vi ville ikke komme over den dag, så vi kunne ligeså godt finde et sted for natten, og slappe af med en øl og noget godt mad. Vi fik lov til at campe i en tyrkisk landmands olivenlund. Skøøønt! Næste dag mødtes vi med Ahmed Mallah ved en anden grænseovergang, Bab-Al-Hawa. Ahmed er en kontakt fra dengang Mario var overlander, alt der er at sige er, MÅÅÅÅL!!! vi er inde! Vi kørte til Aleppo og blev der et par dage. Vi er nu
i Damaskus, sandsynligvis verdens ældste by. Vi ankom lige på det tidspunkt hvor alle, efter en lang dags faste skulle hjem, det var en halsbrækkende oplevelse i en by med seks millioner indbyggere, hvoraf allesammen har bil og hvor en liter diesel koster 90 øre. Heldigvis fandt vi en campingplads lige udenfor byen. I morgen tager vi en taxa (3,50 kr) indtil centrum og ser på hvad byen kan tilbyde. Det kan I læse mere om i den næste opdatering fra Jordan.
LR hilsen Mario & Helle

Anden opdatering til Landy fra Helle og Mario
Hej alle sammen,
Omstændighederne ville, at vi simpelthen kørte vores hidtil længste distance
på en dag, 805 km. Vi nåede grænsen til Tyrkiet sent og efter lidt frem og
tilbage, visa, carnet de passage, desinficering af bilen etc. skulle vi så
som det sidste betale vejskat. Vi kørte frem til lugen, manden så på Landyen
og så på os, ”strange car, you’ll have to pay double” Mario, der allerede var
godt kørt op pga alt papirnusseriet svarede indigneret, ”this is not a
strange car – this is a Land Rover”. Manden i lugen var urokkelig ”strange
car”! Der var en infernalsk dytten og båtten fra de bagved holdende biler –
og hurtigt kom der en mand til som kunne rede trådene ud. Det viste sig, at
manden i lugen mente en udenlandsk bil, som ganske rigtigt skulle betale
dobbelt. Omkring 22-tiden kørte vi stemplede og desinficerede over den
bulgarsk/tyrkiske grænse.
Det var sent, det var koldt så vi håbede på et motel eller lignende, no can
do! Jamen, så en rasteplads? No can do!
Af en eller anden grund var alle rastepladser fra grænsen til Istanbul
nedlagte.Vi kørte meget langt før vi fandt en de ikke havde blokeret med
cementblokke. Vi bakkede ind fra udkørslen, man har vel lov til at være
kreativ. Den nat, under en utrolig klar himmel, fik vi afprøvet Eezi-Awn
tagteltet fra Wiberg & Wiberg under frysepunktet.
Den følgende eftermiddag kørte vi ind af byporten til Istanbul. Vi fandt
meget heldigt både et hostel og en parkeringsplads lige i hjertet af byen.
Der var en underfundig stemning; lyde, ansigter, dufte, farver, det hele
virkede endimensionelt – som et maleri. Pludseligt var hele byen i bevægelse,
vi ankom midt i Ramadanen. Efter et par dages vandring rundt i centrum af den
europæiske del ”Sultanahmet” går turen videre over bjergene til Ankara,
hvorefter vi kører stik syd mod Syrien.

Læs mere om det i vores næste opdatering om ca. en uge.

Med Land Rover hilsen

Helle og Mario

Første opdatering fra Helle og Mario's store tur

Hej alle sammen,
Vi har været igennem Tyskland, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn. Vi har kørt, kørt og kørt - målet er syd, Afrika og varme - underligt nok bliver det koldere(?)
Alt går efter planen og Landyen opfører sig velopdragent. Vi har kørt cirka 1500 km på 5 dage med speedometernålen klistret på 70 km/t, så en pause ville være rart. Paul fra Nordkystens4X4 satte os i kontakt med en Land Rover ejer i Budapest. Det viste sig, at denne Land Rover ejer (Ian) kendte et (u)autoriseret LR værksted så vi fik skiftet en nederdrægtig slange til oliekøleren og efterspændt alle de nye bolte til affjedring, bøsninger etc.
Vi ankom til Budapest lørdag formiddag - så vi har leget turister og har fået andet hjem i Ungarn. Vi blev modtaget med åbne arme og behandlet som kongelige - tusind tak til Judit og Ian
Vi kører i morgen mod Bulgaria og derefter Tyrkiet, hvor vi håber at have indhentet varmen.
Næste opdatering om cirka en uge fra Istanbul.
Land Rover hilsen Mario & Helle