PartII

Opmærksomheden henledes på mulige sikkerhedsproblemer ved sejlads med hurtigfærger (fortsat).

I kølvandet på hændelser og tildragelser under sejlads med Mols-Linien A/S hurtigfærge, Mie Mols fredag den 22. november 2002 (beskrevet andetsteds på denne herlige web-site), er følgende passeret:

Mandag den 25. november tog jeg kontakt til DL-RK’s forsikringsassurandør Leif Nygaard (hvor min Dejlige Defender er forsikret), og redegjorde for hændelsesforløbet.

Eftersom min Land Rover ikke blev pådraget skade under uheldet, er det ikke en sag for forsikringsselskabet. Det er nemlig de enkelte bilers egen kaskoforsikring, der skal udrede eventuelle omkostninger ved uheldet.

Efter at have ”tygget” lidt på den besked, nåede jeg den konklusion, at det var mere held end forstand, at der under uheldet ikke skete personskader (eller det der var værre), og at rederiet – efter min opfattelse – var hovedansvarlig for hændelsesforløbet.

- og at nogen burde gøre opmærksom på problemstillingen, der i yderste konsekvens kunne have kostet personers førlighed.

Derfor skrev jeg et brev til Mols-Linien A/S adm. Direktør, Preben Wolff, hvoraf dels fremgik det aktuelle hændelsesforløb, dels en forespørgsel til rederiet om hvilke sikkerhedsprocedurer der egentlig gælder for transport af biler i rederiets skibe, herunder om der var noget jeg kunne bidrage med, til forbedring af sikkerheden.

Den 10. december havde jeg ikke modtaget reaktion fra Mols-Linien A/S, hvorfor der denne dag afgik endnu et brev, denne gang til Søfartsstyrelsen (som er offentlig myndighed for søfart), dels for at gøre opmærksom på et muligt sikkerhedsproblem, dels for at få oplysning om, hvor offentligheden kan skaffe sig adgang til oplysninger om, hvilke regler der gælder for transport af køretøjer med landets hurtigfærger.

Så hurtigt som det kan lade sig gøre at ekspedere brevpost, forelå der svar fra Søfartsstyrelsen den 13. december, med kopi tilsendt Mols-Linien A/S.

Søfartsstyrelsen tager ikke stilling i den konkrete sag, men henviser til det regelsæt som rederiet skal følge, nemlig ”Teknisk forskrift for transport af motorkøretøjer m.v. med passagerskibe”.

Søfartsstyrelsen vedlægger dog kopi af den pågældende forskrift. Den vender jeg tilbage til.

Den 16. december kommer Mols-Linien A/S så endelig ”på banen”, efter at have modtaget kopi af Søfartsstyrelsens brev til mig.

Mols-Linien A/S skriver i brev af 13. december, at man med interesse har læst mit brev og at man kan bekræfte hændelsesforløbet som jeg har beskrevet, men at eftersom min bil er den eneste der har ”flyttet” sig under den pågældende overfart, ser man sig ikke som part i sagen, og må derfor afvise erstatningspligten.

- efter at have læst Mols-Linien A/S brev flere gange, er jeg dybt forbløffet.

Min henvendelse til rederi og Søfartsstyrelse handler om ansvar for sikkerhed, og rederiets brev handler om penge og erstatningsforhold (min interesse i denne sag drejer sig ikke om penge, men om sikkerhed).

På dette tidspunkt i forløbet, er det min opfattelse, at hverken rederi eller Søfartsstyrelse vil forholde sig til en reel problemstilling vedrørende søtransport af Land Rover, model Defender/seriebil.

Ved nærlæsning af Søfartsstyrelsens Teknisk forskrift for transport af motorkøretøjer m.v. med passagerskibe, nærmest ”snubler” jeg over paragraf 1.2; Sikring mod forskydning.

Nyt brev til Søfartsstyrelsen; denne gang med en konkret anmodning, om:

1) At skaffe sig sikkerhed for, at sagen forholder sig som jeg har beskrevet,
2) Såfremt man når til den konklusion, at rederiet har tilsidesat forskrifterne, da at tilsikre at rederiet tilpasser sin drift efter forskriften,
3) Såfremt man når til den konklusion, at rederiet har overholdt forskriften, da at justere denne efter de aktuelle sikkerhedsmangler.

Igen svarer Søfartsstyrelsen omgående med brev af 20. december, hvoraf fremgår, at Søfartsstyrelsen ikke agter at foretage sig yderligere i den konkrete sag, men at man – med baggrund i den konkrete sag - ved næste rutinemæssige auditering af rederiets skibe, vil fokusere på forholdsregler mod forskydning af køretøjer.

Jeg tolker dette svar som, at Søfartsstyrelsen jo alligevel må være i tvivl, men at man ikke tillægger sagen tilstrækkelig betydning. Man må formode/håbe, at reaktionen havde været en anden, såfremt der var sket personskade.

På dette brev, svarer jeg, at jeg naturligvis ikke er enig i Søfartsstyrelsens beslutning, men at jeg tager den til efterretning.

Tilbage står så bare, hvornår en ”løbsk” Land Rover næste gang forårsager skader på andre, under transport med landets færger.

Jeg har selvfølgelig anskaffet mig kiler til opklodsning næste gang jeg skal ud at sejle med færge, men det er jo at vende sagen på hovedet, for ansvaret er reelt rederiets, selv om såvel Mols-Linien A/S i dette tilfælde fralægger sig sit ansvar, samtidigt med, at den offentlige myndighed på området, ikke tillægger sagen tilstrækkelig ”potens” til at undersøge den.