Det er den nyetablerede event-afdeling under Gisselfeld Kloster der er initiativtager til denne sæson-åbning, hvori køretøjer af mærket Land Rover spiller en central rolle.
Luk øjnene og tænk på begrebet Land Rover..
- eventyr og globetrotter falder de fleste ind, men Land Rover-ikonet indeholder andet og mere end eventyr; det er også navnet på de biler der igennem generationer har været tjenestegørende for såvel FN som alverdens væbnede styrker, samt det første 4-hjulstrukne køretøj i verden, der oprindeligt blev udviklet til fredelige formål, nemlig at være den engelske landmands foretrukne alternativ til såvel personbiler som mindre heste og traktorer.
Land Rover bilerne har siden starten i 1949 undergået en dynamisk udvikling, men ikonets værdier og indhold er lige usvækkede: Eventyr, råstyrke og tillid.
Tilbage til Gisselfeld, og den forestående sæsonåbning weekenden før påske.
Der er planlagt en del aktiviteter, blandt andet skal publikum se Land Rovere demonstreret i sit mest ekstreme element – uvejsomt terræn, ligesom det skal være muligt at prøve at være passager, på en tur ud i terrænet.
Hvis en sådan oplevelse skal være optimal, så skal alle elementer af begrebet ”uvejsomt terræn” være til stede; såvel mark, skov, vandløb og vildnis.
Der skal også være plads til at demonstrere bjergningsaktiviteter med spil, stropper og kasteblokke, så det er derfor nødvendigt at ”ombygge” det valgte terræn..
- og det er ikke et hvilket som helst, tilfældigt areal af godsets jorder der er afsat til formålet, næh, det er selve parkens nordligste areal, der under åbningen af sæson 2005 skal danne rammen for publikums Land Rover-oplevelser.
Søndag den 20. Februar 2005, deltog en snes frivillige Land Rover-entusiaster i ”ombygningen” af det terræn der skal danne rammen for sæsonåbningen i weekenden før påske, og der blev ikke sparet på hverken personelle eller materielle indsatser, for at publikum skal få en god oplevelse.
Velkommen til en anderledes oplevelse på Gisselfeld Kloster.
Som én af de frivillige Land Rover-entusiaster der deltog, håber
jeg at du vil nyde arrangementet på Gisselfeld Kloster, weekenden før
påske 2005.
Med venlig hilsen
Poul Helmer Larsen, Teestrup