Poul Helmer skriver:
Link til fotoalbum nederst på denne side.

Erfaring, det er når man ser sig i stand til at genkende egne fejl…

For erfarne Land Rover-entusiaster er der jo intet nyt under solen i Danmark, men for mig blev Region Nordsjællands første terrænarrangement i år særdeles lærerigt.

Ved middagstid var der over 30 deltagende biler - fortrinsvis Land Rovere, men også andre mærker var repræsenteret.

Da jeg ankom, blev jeg budt velkommen af Christian (Regionslederen i Region Nordsjælland, Christian Holten), og efter at være blevet registreret til arrangementet, gik turen ud i felten.

Det var helt tydeligt at se, at det var første terrændag efter en lang vinter, for såvel deltagende personer som biler var aldeles forårskåde (fotoreportagen taler sit tydelige sprog).

Nå, for at vende tilbage til overskriften, så lærer man af sine fejl, og jeg lærte meget denne dag.

Under nedkørsel i et spor på en skråning, konstaterer jeg - lige før jeg når bunden - at naturens lune har efterladt et næsten lodret fald på den sidste meter, som fortsatte i en mindre sø.

Idet min Dejlige Defender, ved navn Speider, (og jeg selv) pludselig befinder os i en alvorlig og uforudset situation, begår jeg en fatal fejl.

Jeg fortsætter, og forsøger at forcere forhindringen, med det resultat, at vi med et gedigent brag rammer bunden af "søen" - frontalt - og passageren ved siden af mig, tumler forefter og slår hovedet imod frontruden så den revner i 52 stjerneskud.

- alt imens kaskader af mudder og vand gør ethvert udsyn umuligt.

Jeg registrerer hele hændelsesforløbet i uendeligt lange splitsekunder, og gennem mit hoved løber 100 tanker om, hvordan jeg nu skal bringe os ud af den situation.

Heldigvis har jeg fortsat foden på speederen, og forhjulene får greb, og Speider tumler os op på den modsatte side, på plant niveau og vi "parkerer".

Min første tanke er naturligvis min medpassager, som tilsyneladende er sluppet fra hændelsen uden synlige mén.

Ved eftersyn af Speider, må jeg konstatere at yderste venstre led på kofangeren samt forskærm, sidder på en unaturlig måde, men ellers synes alt at fungere som det skal.

Fejlene der blev begået var (i rækkefølge);

1) Jeg havde ikke sikret mig, at alle ombordværende havde spændt sikkerhedsseler (hvilket er den alvorligste fejl),

2) Jeg havde ikke foretaget tilstrækkelig grundig terrænanalyse (som "tæsket" ind i bolden på mig, under Ib Hammers instruktion på "Land Rover Experience" sidste år),

3) Da en uoverskuelig forhindring opstod, forsøgte jeg at løse opgaven på "bedste beskub" i stedet for at parkere og hente hjælp (hvilket jo i unægtelig grad ville skade "rennomèet").

Min pointe med denne beretning er:

Før enhver kørsel, kontrollér da, at alle bruger de dertil indrettede sikkerhedsseler.

Vær opmærksom på din terrænanalyse (brug hellere lidt længere tid på den del af aktiviteten).

Hvis du overhovedet har muligheden, så stop op og hent hjælp (jeg er sikker på, at der findes tilstrækkeligt mange Land Rovere med stropper, spil (og erfarne råd) til at bringe dig ud af en sådan situation.

- og glæd dig så over, at det er en Land Rover (med gammeldags ramme og chassis du har med på opgaven, og ikke en mere moderne konstruktion.

Udover at lære, mødte jeg en masse spændende mennesker og biler, og der er her ved solnedgang kun én ting der ærgrer mig; jeg traf en entusiast med en Seriebil, og vi byttede bil, for at prøve noget andet, end det vi er vandt til.

Jeg tog nogle gode fotos af hans bil og fik hans e-mail-adresse, således at jeg kunne ekspedere fotos i høj opløsning. Desværre glemte jeg at tømme lommer før bukserne røg i vaskemaskinen. Mit grønne bevis overlevede, men altså ikke papiret med en e-mailadresse.

På min vej hjem til Sydsjælland kunne jeg endnu en gang glæde mig over en god oplevelse i DL-RK.

Jeg kunne også fundere over et spørgsmål, som et erfarent klubmedlem stillede mig: "Hvorfor bruger du så megen energi på at skrive og fotografere?"

Tjah… Hvorfor smider nogle mennesker en Land Rover gennem Afrika, eller over en træstamme i Finderup… Eller i et mudderhul i Høvelte…


En stor tak til Region Nordsjælland for et godt (og lærerigt) arrangement.

Her kan du se de billeder Poul Helmer tog i Høvelte (tak for en go' beskrivelse af dagens arrangement)