Efter to års planlægning står vi på havnen i Singapore, umiddelbart ser alt godt ud. Containeren er kommet og bortset fra et fladt forhjul ser vores Land Rover 110 som vi kalder Sandy ud til at have klaret turen over havet og er klar til 20.000 kilometer igennem Asiens mange lande.

Saltkrystallerne glinser overalt på bilen mens jeg kanter mig ind og får sat mig til rette og sætter nøglen i tændingen. Jeg skipper forvarmningen da temperaturen må være omkring de 50 grader i containeren.
Motoren springer i gang – eventyret er startet.

Der er dog bare et lille men… bilen rokker sig ikke ud af stedet. Et hurtigt tjek om håndbremsen er lagt ned, alle surringer er løse hjælper ikke, bilen vil ikke ud af containeren. Et kig under bilen afslører at selv om håndbremsen er løsnet sidder bremsebakkerne som kilet fast. Hammer og dækjern hjalp ikke… tid til at tilkalde turens første mekaniker.
Men at arbejde i 50 graders varme i en mørk container er nærmest umuligt, så mens vi holder vejret sætter jeg bilen i lav gear, omdrejninger omkring ”ikke godt” og slipper koblingen med bankende hjerte.
Igennem en sort røgsky og med en hylende bremse der må kunne høres over hele byen, kommer bilen endelig ud.

Men bilens håndbremse er ikke vores eneste problem. Det viser sig at fordi bilen har rattet i venstre side må vi ikke kører i Singapore. Så mens mekanikeren knokler under bilen ha vi travlt med at arrangere en bil transport ud af Singapore så vi kan krydse grænsen til Malaysia.

Efter et par timer er både vi og mekanikeren færdig.
En ”dims” i håndbremsen er knækket, men vi kan køre uden. Vores transport ud af Singapore er også gået i orden.
Mens vi sidder og køler ned i følgebilen med aircon, noget vi skal undvære de næste seks måneder, kan vi se Sandy smyge sig elegant igennem Singapores tætte trafik på ladet af en lastbil.

Ved grænseposten ud af Singapore må vi pludselig ikke aflæsse bilen…??!
Nu har vi et problem. Bilen må ikke køre i Singapore og nu må vi heller ikke læsse den af ved grænsen… Tolderne kunne godt se at det gav lidt problemer, men regler er regler ifølge tolderne i Singapore og bilen måtte altså ikke blive læsset af ved grænsen.

Løsningen blev af vi kørte en kilometer tilbage, læssede bilen af, betalte vejafgift til en bil der ikke måtte køre hvorefter vi kørte til grænsen og krydsede uden problemer… Bagefter kiggede vi på hinanden, rystede på hovedet – velkommen til Asien.

Lige nu sidder vi i Bangkok og kan tænke tilbage på lande som Malaysia, Thailand og Cambodia. Hvis man er til terrænkørsel er Cambodia en slaraffenland hvis det ikke lige var for minerne. Spredt rundt i Cambodia ligger der 4-6 millioner miner. Krige igennem det sidste århundrede har gjort det usikkert at færdes udenfor veje og stier.
Ofte ender sporende ude i ingenting, at forsætte var en risiko vi ikke ville løbe. Ifølge CMAC - Cambodian Mine Action Center ville en mine højst sandsynlig kun ødelægge hjulet. Men gjorde opmærksom på, at miner normalt ligger i en klynge og skulle skifte hjul midt i et minefelt var yderst risikabelt. Så når et hjulspor vi fulgte blev usynligt, måtte vi bakke tilbage i samme spor, ofte flere kilometer, uden mulighed for at vende bilen.

Så hvis der er noget Cambodia har lært os, så er det terrænkørsel baglæns… og at bruge hornet.

Umiddelbart kan det se ud som om der kun er en regel i trafikken i Cambodia – at bruge sit horn hvert femte sekund, vigepligt eksistere ikke.
Men faktisk er hornet en måde at tale sammen i trafikken, endda et ret så avanceret sprog, længde og rytme er nøglen til forståelse.

Hvad vi har oplevet et dyyyyytt betyder:

1.) Jeg har travlt og kører selvom der er rødt lys.
2.) Jeg har ingen bremser.
3.) Jeg overhaler indenom så giv plads.
4.) ”Fed bil i har.”
5.) Jeg bakker.
6.) Tak for hjælpen.
7.) Du kører for langsomt, sæt farten op.

Hvis vi hørte en DYYYYTTT, så var det en lastbil og lige meget hvad, så gjaldt det om at kaste sin bil ind til siden, for i Cambodia har den største retten til vejen.

Forude venter lande som Laos, Nepal og Indien, hver med deres udfordringer… og vi glæder os allerede

Hilsen
Anja & Thomas